Er du ny bådejer, og er du ikke helt sikker på, hvad der er godt at have med ombord? Eller er du en garvet sejler, der blot mangler lidt inspiration til indkøb af nyt udstyr?
Uanset din erfaring eller pengepung har vi har samlet nogle gode tips til, hvad du ikke kan undvære på sejlturen.
Lad sikkerheden komme først
Selvom sejlads for det meste er en sjov og afslappende måde at være ude i naturen på, er det vigtigt at tage sikkerheden alvorligt. Derfor skal du altid sørge for at have ekstra brændstof og rigeligt med line til fortøjninger med.
Derudover skal du have søkort eller en GPS i båden, så du kan holde dig orienteret om, hvis der eksempelvis er områder, hvor du kan risikere at gå på grund. Kortet gør det desuden nemmere for dig at finde alternative ruter, hvis vejret eller andre forhold tvinger dig til at lægge kursen om.
Den del af sikkerhedsudstyret, der nok er allervigtigst, er at have nogle ordentlige redningsveste ombord. Husk at have rigeligt, så du kan invitere gæster med på en sejltur, når vejret viser sin flotte side frem.
Du kan finde mange forskellige varianter i alle prisklasser, og her er der ikke nogen grund til at være næring. Vær opmærksom på, at børn skal have særlige redningsveste, der passer til deres vægtklasse og (mangel på) svømmeegenskaber.
Hvis du ikke har så meget plads til redningsveste, kan du med fordel vælge en oppustelig redningsvest, som ikke fylder meget, men som lever op til de strengeste sikkerhedskrav, og derudover er behagelig at have på.
I den mindre alvorlige ende af sikkerhedsforanstaltningerne skal du også huske at have godt med solcreme med. Ude på vandet reflekteres solen mere, og selv på en gråvejrsdag kan solen slå hårdt.
Gør ventetiden hyggelig
Hvis du sejler sejlbåd, synes du sikkert, det er hyggeligt at sidde i båden, mens landskab og hav langsomt glider forbi.
På lange ture kan der dog være behov for afveksling eller underholdning, specielt hvis der er børn med. Det er derfor oplagt at have en radio med. Så kan du høre musik og nyheder, ligesom du bliver opdateret, hvis der er sejlere i nærheden, der har brug for din hjælp. Det kan være sjovt at spille en form for sejlerbingo, hvor man skal kigge efter nogle bestemte ting.
Den første, der ser alle de ting, I bestemmer, vinder en præmie – for eksempel en is i næste havn. Det, I spejder efter, kan for eksempel være et fyrtårn, en færge, et sejlskib med svensk flag, en bestemt type boje eller et marsvin.
På den måde har I noget bestemt at kigge efter, og de mindste passagerer har noget at tage sig til.
Det er også en god ide at have rigeligt med snacks med på turen. Når du sidder midt ude på havet, er det ikke fedt at gå sukkerkold eller blive meget træt, og derfor er det en god ide at have et mindre lager af for eksempel kaffe, te og kiks i båden.